Et sus i maven

Af Mads Søholm Clausen Vi kender alle at få et sus i maven. Når vi får fart på, når man bliver nervøs, når man ser en gyserfilm eller noget helt fjerde. Når man står helt alene, benene ryster under en, og alt er langt fra alt. Når man hænger 20 meter oppe i luften, og hverken kan komme frem eller tilbage.

Jeg fik et sus i maven på vores lejrskole. Vi var alle ude og zip wire i en skov. Vi skulle alle ud og prøve en lang svævebane, gennem en dal. Fra svævebanen og ned, var der omring 20 meter. Jeg stod i køen med alt mit udstyr på, og ventede på at det blev min tur. Sådan lidt cool som sådan en fyr, der hopper ud fra en helikopter.

Det blev nu min tur, og jeg var egentlig ikke særlig nervøs, fordi jeg lige havde prøvet det, men det gav da lidt kriller i maven inden man tog afsted. Hvad ville der ske hvis jeg faldt ned? Hvor langt er der egentlig ned?

Spørgsmålene poppede op i hovedet på mig, mens jeg fløj afsted på svævebanen. Pludselig stoppede svævebanen, og den næste skov begyndte. Jeg fløj afsted med fuld fart.

Et stort træ var det første der ramte mit syn. Hvad skulle jeg gøre? Hvordan bremser man?

Jeg tænkte, at den eneste måde jeg kunne bremse på var ved at strække benene frem, og stoppe mig selv mod træet.

Jeg reagerede hurtigt, og trak benene op med det samme, jeg ramte træet, men min plan mislykkedes. Jeg røg tilbage med den samme fart, og havnede midt ude på banen. Med tyve meter ned og en guide der står og spekulerer på hvordan han får hevet mig ind, er man godt bange – og sender måske lige en tanke til en lidt højere oppe.

Jeg hang ude på banen i omkring 5 minutter. Guiden var i gang med at fire sig ud til mig, mens jeg hang der og lignede en idiot. Mens jeg hang og dinglede begyndte jeg og tænke over en masse ting. Hvordan mon jeg ser ud? Hvad tænker guiden mon ikke om mig? Det første jeg sagde til guiden som havde reddet mig var ”Tak” han sagde til mig at det var helt i orden. Så sagde jeg undskyld til ham, han sagde han at det skete for mange, og at det var helt okay.

Da jeg kom ned på jorden mødtes jeg med grin og latter, jeg brød selv helt sammen, og forklarede hvordan det føltes at hænge i luften. Oplevelsen gav mig selv, og andre et smil på læben.