Kæntret i urolige vande

Af Daniel Egedal Nissen

Man tror altid det går galt for alle de andre, men nu har jeg mere erfaring og lært at man også selv kan være uheldig en gang imellem.

Vi ankom til Malá Skála, det regnede tungt og jorden var mudret. I dette vejr skulle vi ud at sejle i kano og det havde jeg det bare ikke godt med. Holdet vi ankom med, var større end guiderne havde forventet og ikke alle skulle sejle, så jeg blev nervøs da jeg følte de ikke havde styr på os. Numrene var ulige og nogen blev nødt til at sejle selv, jeg tog afsted med en lærer og vi skulle sejle de næste 11 kilometer i uvejr og vi vidste allerede fra starten at turen ikke ville blive nem. Man kunne se måden strømmen rev vandet hurtigt gennem Jizera floden og man vidste, at hvis man kom i vandet var der ingen vej tilbage.

Så kom jeg i vandet og skulle bringe den til kanten for at min lærer kunne komme med, og det gik fint indtil vi begge kom i, for lige pludselig blev fælles balance rigtig vigtigt, jeg kunne mærke at vi sikkert flere gange ville være ved at ryge i. Vi startede med at skulle ned af en Vandfald, som strømmen skulle hjælpe os ned af, hvilket jeg var meget skeptisk ved. I bunden af Vandfaldet sprøjtede en masse vand op i kanoen, som flød ned i bagenden og gjorde den side af båden mere tung, det var en smule koldt og jeg var glad for at have medbragt regnbukser. Lige efter bakken begyndte båden at sejle mod venstre-del af floden og vi endte i en bunke sten, hvor den eneste udvej fra stenomringningen var bagud, som ikke var en mulighed med den hårde strøm, men vi prøvede og jeg begyndte at blive mere og mere nervøs.

Desværre mistede vores båd balancen og vendte på hovedet, så vi tippede ud og båden lå på siden og skulle vendes rigtigt, for ellers ville den fyldes med vand og al mulighed for at fortsætte ville være fortabt. Jeg begyndte på dette tidspunkt at blive rigtig nervøs. Vi fik båden vendt med toppen ned af og fik den ind til kanten, hvor der flød et dødt dyr, hvilket jeg syntes var super klamt. Vi var pjaskvåde og forsøgte at få båden vendt så vi kunne hoppe i den igen, og det lykkedes. Desværre kom der igen meget vand med da båden var blevet vendt og svampen, som skulle bruges til at få vand ud, var røget ud og forsvundet. Så vi måtte fortsætte med vand i båden. Det vigtigste på dette tidspunkt var at bevare roen.

Da de næste 9 kilometer så var ovre, kom jeg op af vandet, med livet i behold. Men med mig måtte følge en forkølelse. Selvom det endte med en forkølelse, vil jeg stadig huske det som et godt minde, hvor man overskrider en grænse efter at være faldet i vandet en gang og alligevel nå godt i mål. Jeg var på dette tidspunkt virkelig lettet over kun at være faldet i én gang.