Mon vi overlever?

Af Søren Petersen

Vi stod i skoven under landingsplatformen og ventede spændt på at Trine kom svævende. Vi kunne se hun satte af fra den anden side af klippen, hun kom skrigende over zip linen.. mon hun overlever?

Det havde lige været min tur, jeg var bange men jeg vidste godt jeg kunne klare det, da jeg havde prøvet noget lignende. Da jeg havde været igennem kom mine venner Josef, Tobias og Mads. Sofie Oxholm havde været før mig, så hun stod på jorden ved siden af mig, og ventede på de andre med Go Pro kammeret tændt. Så var det Trines tur, hun havde været en af de nervøse, men hun var super sej og tog chancen. Vi kunne se hun satte af fra kanten af bjerget på den anden side og hun kom svævende og skrigende flyvende hen og krammede guiden. Vi stod alle på jorden med skuffen åben og håbede hun var okay. Hun fik sikkerhedslinen fra zip linen af og fik den spændt på den anden hvor man skulle springe ned. Det var en indre kamp mellem tyngdekraft og nedsivningswiren. Trine stolede mere på tyngdekraften. Hun troede dybt seriøst hun skulle dø. Da hun var ”overlevet” og kom ned på jorden kom jeg og hjalp hende op, og så trillede glædestårerne. Det samme skete for drengene og jeg, bare ikke glædeståre.

Vi spyttede på livet løs i det lille overløbsbassin for af fiskene kom til overfladen. Det morede vi os rigtigt med. Indtil manden kom, manden der slet ikke kunne få bukserne længere op og lignede en der ikke havde sovet i 3 dage. Vi løb væk og kom igen senere. Da vi kom igen spyttede vi lidt mere indtil manden kiggede ud. Tobias blev lidt tilbage imens vi andre løb. Han råbte pludselig at han klappede et gevær. Jeg troede ik rigtig på det og kiggede på ham. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Han stod med et gevær. Vi løb tilbage til vandrehjemmet så hurtigt vi kunne, og aftale det blev mellem os drenge. Alle var i chok, men vi overlevede lige som Trine.